Indberettede formodede bivirkninger ved medicinsk cannabis under forsøgsordningen i 2025
I forbindelse med monitorering af forsøgsordningen med medicinsk cannabis offentliggør Lægemiddelstyrelsen i dag en rapport om indberetninger om formodede bivirkninger ved cannabisslutprodukter for 2025. Samtidig offentliggør vi en status for forbruget i samme år.
Forsøgsordningen med medicinsk cannabis udløb den 31. december 2025.
Fra og med den 1. januar 2026 blev lov om forsøgsordningen afløst af lov om ordning med medicinsk cannabis (og tilhørende bekendtgørelser).
I 2025 modtog Lægemiddelstyrelsen i alt tre indberetninger om formodede bivirkninger vedrørende cannabisslutprodukter omfattet af forsøgsordningen med medicinsk cannabis. Indberetningerne vedrører både formodede ikke-alvorlige og alvorlige bivirkninger.
Forbruget af cannabisslutprodukter omfattet af forsøgsordningen er steget. Antallet af indløste recepter samt antal borgere, der har indløst recepterne, steg i 2025 med henholdsvis 64 % og 54 % i forhold til året før.
Ingen signaler om sikkerhedsproblemer
På baggrund af de indberetninger om formodede bivirkninger, som Lægemiddelstyrelsen har modtaget i 2025, er der ikke identificeret signaler om sikkerhedsproblemer med cannabisslutprodukter.
Indberetningerne om formodede bivirkninger ved cannabisslutprodukter har derfor ikke givet Lægemiddelstyrelsen anledning til at iværksætte risikominimerende foranstaltninger i perioden.
Indberetning af formodede bivirkninger ved cannabisslutprodukter
Læger har indberetningspligt (skærpet indberetningspligt) i forhold til medicinsk cannabis omfattet af lov om ordning med medicinsk cannabis.
Det betyder, at læger skal indberette alle formodede bivirkninger (bortset fra formodede bivirkninger som følge af medicineringsfejl) ved cannabisslutprodukter hos patienter, som de har i behandling eller har behandlet, til Lægemiddelstyrelsen. Alvorlige bivirkninger skal indberettes til Lægemiddelstyrelsen senest 15 dage efter, at lægen har fået formodning herom.
Andre sundhedspersoner end læger samt patienter og pårørende kan indberette alle formodede bivirkninger til Lægemiddelstyrelsen.
Formodede bivirkninger kan indberettes på www.meldenbivirkning.dk.
Du kan læse reglerne om indberetning af bivirkninger ved cannabisslutprodukter i bekendtgørelse nr. 1606 af 05/12/2025 om indberetning af bivirkninger ved medicinsk cannabis og behandling af bivirkningsindberetninger.
Vejledning til læger om behandling med medicinsk cannabis
Lægemiddelstyrelsen har i august 2026 offentliggjort en vejledning til læger om behandling af patienter med medicinsk cannabis omfattet af ordningen med medicinsk cannabis (Vejledning til lægerne om medicinsk cannabis).
Link
Læs Lægemiddelstyrelsens rapport om bivirkningsindberetninger og forbrug i 2025