Opdaterede bivirkningsoversigter er nu tilgængelige
Efter implementering af et nyt it-system til håndtering af indberetninger om formodede bivirkninger er de interaktive bivirkningsoversigter nu igen opdateret på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside.
De interaktive bivirkningsoversigter giver alle mulighed for at få indblik i hvilke formodede bivirkninger, der er indberettet til Lægemiddelstyrelsen for en given type medicin. Oversigterne indeholder indberetninger fra både sundhedsfagligt personale, patienter og pårørende.
”Vi har over en længere periode været gennem et stort arbejde med at fremtidssikre vores bivirkningsdatabase. Målsætningen er, at den både kan understøtte høj kvalitet i indberetningerne til brug for vores arbejde med overvågning af bivirkninger ved lægemidler og samtidig er brugervenlig for dem, der indberetter. Det er et afgørende sidste skridt, at vi nu kan stille opdaterede informationer om de indberettede bivirkninger til rådighed for offentligheden, så de kan tilgås af sundhedsfaglige, forskere og borgere,” siger Line Michan, Lægemiddelstyrelsens enhedschef for Lægemiddelovervågning & Kvalitetsledelse.
Hun understreger, at Lægemiddelstyrelsen naturligvis har opretholdt sit overvågningsarbejde, mens opdateringen af it-systemet har fundet sted.
Månedlige opdateringer
Brugere, der har været vant til at anvende de interaktive bivirkningsoversigter, vil opleve, at brugerfladen ligner de tidligere oversigter.
Enkelte data vil med det nye system fremstå anderledes, men de grundlæggende funktioner og muligheder for filtrering af data er de samme.
De interaktive bivirkningsoversigter vil fremover blive opdateret med data hver måned.
Find de opdaterede interaktive bivirkningsoversigter her: Interaktive bivirkningsoversigter (lmst.dk)