Det betyder ændringerne økonomisk

14. juni 2010

Fra den 15. november 2010 vil udgifterne for den enkelte patient til hjerte-karlægemidler (blodtrykssænkende midler) være den samme eller lavere, afhængigt af om behandlingen omlægges til et billigere lægemiddel. For regionerne bliver lægemiddeludgifterne lavere.

For en enkelt patient vil den gennemsnitlige årlige besparelse (for region og patient) ved omlægning fra behandling med en dyr angiotensin-II antagonist til losartan eller billig ACE-hæmmer være over 2.000 kr. Hvis man fremover skal behandles med et andet, men billigere lægemiddel, kan skiftet naturligt finde sted i forbindelse med den rutinemæssige kontrol hos lægen i løbet af de kommende 5 måneder.

Samlet vurderer vi besparelsen for patienter og det offentlige til ca. 300 mio. kr. per år, også selv om omstilling vil kræve ekstra konsultation til kontrol af blodtrykket.

Eksperter vurderer, at ud over alle de patienter, der allerede er i behandling, burde yderligere ca. 300.000 personer behandles for forhøjet blodtryk. Desuden er nogle af dem, der behandles i dag, ikke behandlet tilstrækkeligt. Dette er der en lang række årsager til, men de sparede penge kan med fordel anvendes til at rette op på underbehandlingen i Danmark.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til sektionsleder for Medicintilskud Karen Kolenda på telefon 4488 9348.