Hvorfor er der brug for en gennemgang af tilskud?
Fra den 15. november 2010 vil nogle hjerte-karlægemidler (blodtrykssænkende midler) miste det generelle tilskud.
Angiotensin-II antagonisterne er karakteriseret ved en høj grad af klasseeffekt, og de anbefales ligeværdigt i behandlingsvejledninger. Beslutningen om at ændre tilskuddet er baseret på denne klasseeffekt i kombination med prisaspektet – de lægemidler, der mister tilskuddet, er væsentligt dyrere end losartan.
Lægemiddelstyrelsen gennemgik sidste år tilskudsstatus for lægemidler til behandling af hjerte-karsygdomme (blodtrykssænkende midler), herunder også de lægemidler, som nu mister tilskud. Du kan læse om dette via linket i faktaboksen til højre. Dette resulterede i, at de fleste af lægemidlerne beholdt generelt tilskud, nogle få mistede det generelle tilskud, og andre lægemidlers tilskud blev klausuleret til særlige tilfælde. Det er de sidstnævnte – hovedparten af de såkaldte angiotension-II antagonister og reninhæmmer aliskiren – som nu mister tilskuddet. En enkelt angiotensin-II antagonist, losartan, har fået generelt tilskud.
Folketinget har pålagt Lægemiddelstyrelsen løbende at gennemgå alle lægemidlers tilskudsstatus; dvs. om et lægemiddel skal have generelt (automatisk) tilskud, tilskud på særlige betingelser (klausuleret tilskud) eller slet ikke have tilskud. For at et lægemiddel kan få et generelt tilskud, skal lægemidlets behandlingsmæssige værdi stå mål med prisen - det er den overordnede betingelse, som skal være opfyldt.
Når vi så hurtigt efter tilskudsændringen i juni 2009 atter har vurderet tilskud for nogle af de samme lægemidler, skyldes det, at forudsætningerne har ændret sig. Kun losartan opfylder nu betingelsen for generelt tilskud. For de øvrige angiotensin-II antagonister og aliskiren står den behandlingsmæssige værdi ikke længere mål med prisen i sammenligning med losartan.
Når vi godkender et lægemiddel til at komme på markedet i Danmark, kan vi ikke stille krav om, at det skal opfylde et medicinsk behov, ligesom lægemidlets pris eller andre økonomiske overvejelser heller ikke indgår i beslutningsgrundlaget. Derimod indgår lægemidlets indikation, anvendelse og pris, når vi beslutter, om et lægemiddel skal have tilskud eller ej. Hvis et lægemiddel ikke har tilskud, betyder det ikke, at det er mindre effektivt, mindre sikkert eller af ringere kvalitet end lægemidler med tilskud. Det primære formål med at give offentligt tilskud til lægemiddelbehandling er at sikre, at patienterne får tilskud til køb af vigtig medicin. Men herudover skal vi også sikre, at de offentlige midler anvendes hensigtsmæssigt og tilskynde lægerne til at anvende lægemidlerne rationelt.
Tilskudsændringen skal tilskynde lægerne til rationel lægemiddelbehandling, dvs. en lige så effektiv men billigere behandling af forhøjet blodtryk og andre hjerte-karsygdomme. Det er rationelt at ordinere de generelt tilskudsberettigede lægemidler. Formålet er ikke at spare penge, men at behandle lige så effektivt for færre penge.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til sektionsleder for Medicintilskud Karen Kolenda på telefon 4488 9348.