Priser på medicin

17. juni 2019

 

Det er virksomhederne, der fremstiller, importerer eller sælger medicin i Danmark, som fastsætter priserne på medicinen. 

Reglerne siger, at receptpligtig medicin og de typer håndkøbsmedicin, der kun må sælges på apotekerne, skal sælges til præcis samme pris på alle landets apoteker. Priserne på disse typer medicin svinger derfor ikke fra apotek til apotek, og det har således ingen betydning på hvilket apotek, du indløser din recept.

Priserne på naturlægemidler og de typer håndkøbsmedicin, som må sælges i andre butikker end apoteker, f.eks. i supermarkeder og kiosker, må gerne variere. Disse priser fastsættes alene af butikken, og du kan derfor opleve, at priserne svinger fra butik til butik. 

Priser på receptpligtig medicin og apoteksforbeholdt håndkøbsmedicin

Receptpligtig medicin og apoteksforbeholdt håndkøbsmedicin sælges til præcis samme pris på alle landets apoteker, og virksomhederne er forpligtede til at fastholde prisen på medicinen i 14 dage af gangen. 

Konkret betyder det, at virksomhederne hver 14. dag melder deres prisændringer til Lægemiddelstyrelsen via anmeldelsessystemet DKMAnet, som sikrer, at virksomhederne ikke kan se hinandens prisændringer. Medicinen med den billigste pris får så retten til at blive tilbudt på apotekerne i den førstkommende prisperiode på 14 dage. Lægemiddelstyrelsen offentliggør dernæst de nye, gældende priser på hjemmesiden www.medicinpriser.dk. 

Den frie konkurrence og de skiftende priser hver 14. dag skal muliggøre en høj konkurrence og dermed lave medicinpriser i Danmark. 

Ny medicin og generisk medicin

Ny medicin er i de første år på markedet ”beskyttet”. Det vil sige, at ingen andre virksomheder må ”kopiere” medicinen og forsøge at lave den samme medicin billigere. Når ”beskyttelsen” udløber, må andre virksomheder gerne ”kopiere” medicinen og sende såkaldt generisk medicin på markedet. Generisk medicin er groft sagt medicin med samme indholdsstoffer i samme mængder og lægemiddelform, som originalpræparatet.  

Der findes generisk medicin til rigtig meget af den medicin, der bliver udskrevet i Danmark. Hvis der findes generisk medicin til det produkt, du netop har fået udskrevet, skal apoteket tilbyde dig det billigste produkt. Tilskud til medicin gives altid til det aktuelt billigst tilgængelige produkt i samme tilskudsgruppe, og derfor er det billigste produkt det, der bliver solgt mest af. 

Virksomhederne konkurrerer om at have det billigste produkt, hvilket betyder, at det ofte skifter, hvilken virksomhed der har udbudt deres medicin til den laveste pris. Derfor vil man som fast medicinbruger ofte opleve, at prisen på ens medicin svinger meget, selv om man får ordineret den samme medicin i årevis, ligesom man også ofte kan opleve at få udleveret forskellige generiske produkter fra gang til gang.

Medicintilskudssystemet er indrettet således, at jo større udgifter man har til tilskudsberettiget medicin, jo mere får man i medicintilskud inden for en periode på ét år. Derfor kan det betyde, at de prisudsving borgerne vil opleve, bliver mindre. 

Apotekerne har også mulighed for at tilbyde borgere med store medicinudgifter en henstand med egenbetalingen til tilskudsberettiget medicin. Med en henstandsordning bliver den årlige egenbetaling jævnt fordelt over årets måneder.

Formålet med prissystemet er at holde priserne på medicin nede, og analyser har vist, at vi i Danmark har nogle af de billigste priser på generisk medicin i Europa.