Sjette aftale om forhåndsindkøb af potentiel vaccine mod COVID-19

3. december 2020

Vær opmærksom på, at tallene for mængden af vaccineindkøb kan have ændret sig. Se siden om forhåndskøbsaftaler.

Danmark har tiltrådt en sjette forhåndsindkøbsaftale med en vaccineproducent om leverancer af vacciner mod COVID-19, som EU-Kommissionen har indgået på EU-landenes vegne. Aftalen indebærer, at i alt ca. 16 mio. borgere teoretisk set kan blive vaccineret mod coronavirus, hvis vaccinen godkendes af myndighederne og alle optioner udnyttes.

Danmark har netop tiltrådt en sjette forhåndsindkøbsaftale med en mulig leverandør af vacciner mod COVID-19, som EU-Kommissionen indgik den 25. november. Aftalen, som er indgået med virksomheden Moderna, betyder, at ca. 1 mio. borgere i Danmark kan blive vaccineret, hvis den godkendes.

EU-Kommissionen har indtil nu indgået forhåndsaftaler om vacciner med i alt seks vaccineproducenter, som sikrer COVID-19-vacciner til Danmark.

Mål: Vacciner nok til alle

Alt i alt betyder de seks aftaler, at Danmark nu samlet set i teorien kan købe vacciner til ca. 16 mio. borgere, fordelt som følger:

  • Astra Zeneca: ca. 2,6 mio. vacciner
  • Sanofi-GSK: ca. 2 mio. vacciner
  • Johnson & Johnson: ca. 5,6 mio vacciner
  • BioNTech/Pfizer: ca. 2 mio vacciner
  • CureVac: ca. 2,6 mio. vacciner
  • Moderna: ca. 1 mio. vacciner

Det er dog usikkert, om man vil gøre brug af alle aftaler. Det bliver der først taget stilling til omkring tidspunktet for markedsføringstilladelse.

EU-Kommissionen fortsætter forhandlingerne på vegne af EU-landene med flere andre vaccineproducenter om aftaler om forhåndsindkøb. Det sker for at sikre, at der er vacciner nok til alle, hvis det viser sig, at en eller flere af vaccinerne ikke kan godkendes.

Læs mere:

Pressemeddelelse fra EU-kommissionen den 25. november: Coronavirus: Commission approves contract with Moderna to ensure access to a potential vaccine.

Nyhed på lmst.dk fra 25. november: Femte aftale om forhåndsindkøb af potentiel vaccine mod COVID-19.

Nyhed på lmst.dk fra 19. november: Fjerde aftale om forhåndsindkøb af potentiel vaccine mod COVID-19.

Nyhed på lmst.dk fra 16. oktober: Fem mio. borgere kan vaccineres med tredje COVID-19-vaccineaftale alene.

Nyhed på lmst.dk fra 21. september: Endnu en aftale om forhåndsindkøb af potentiel vaccine mod COVID-19.

Nyhed på lmst.dk fra 14. august: Første aftale landet om leverance af potentiel vaccine mod COVID-19.

Tema på lmst.dk: Vacciner og medicin til behandling mod COVID-19.

Læs her om EU-Kommissionens strategi for coronavirusvacciner.