Bivirkningsindberetninger om cannabisslutprodukter og forbrug under forsøgsordningen

7. december 2023

I forbindelse med monitorering af forsøgsordningen med medicinsk cannabis offentliggør Lægemiddelstyrelsen en ny rapport om indberetninger om formodede bivirkninger, der er modtaget i perioden 2021 og 2022, om cannabisslutprodukter samt status vedrørende forbrug i perioden. 

I 2021-2022 modtog Lægemiddelstyrelsen i alt 19 indberetninger om formodede bivirkninger vedrørende cannabisslutprodukter omfattet af forsøgsordningen. Disse var fordelt på 9 indberetninger i 2021 og 10 indberetninger i 2022. Ud af de 19 indberetninger om formodede bivirkninger vedrørende cannabisslutprodukter omhandlede 1 indberetning en formodet alvorlig bivirkning.

Antallet af indberetninger om formodede bivirkninger pr. år er halveret i 2021 og 2022 set i forhold til 2020, selvom antallet af indløste recepter på cannabisslutprodukter er steget i 2021 og 2022 i forhold til 2020. Antallet af recepter er dog fordelt på færre borgere pr. år sammenlignet med 2020.

På baggrund af alle bivirkningsindberetninger modtaget i 2021-2022 har Lægemiddelstyrelsen ikke identificeret signaler om sikkerhedsproblemer med cannabisslutprodukter. Der har i øvrigt ikke været mistanke om batchrelaterede bivirkninger i perioden. Indberetningerne om formodede bivirkninger ved cannabisslutprodukter har ikke givet Lægemiddelstyrelsen anledning til at iværksætte risikominimerende foranstaltninger i perioden.

Link

Bivirkningsindberetninger om cannabisslutprodukter og forbrug under forsøgsordningen (pdf)