E-læring om salg af håndkøbsmedicin på internettet
E-læring om salg af håndkøbslægemidler til dyr og mennesker på internettet
Lægemiddelstyrelsens e-læring hjælper medarbejdere i detailhandlen med at blive bekendt med reglerne for salg af humane (til mennesker) og veterinære (til dyr) håndkøbslægemidler på internettet.
E-læringen er opdelt i moduler, så medarbejderne kan vælge dem, der er relevante for deres arbejdsopgaver. Den kan gennemføres på computer, tablet eller smartphone.
Selvom håndkøbslægemidler kan købes uden recept, er der fortsat tale om lægemidler. Derfor gælder der en række krav til virksomheder, der sælger dem. Virksomhedens ejer har ansvaret for at kende og overholde reglerne, mens medarbejderne skal kende de regler, der er relevante for deres arbejde.
Reglerne skal sikre, at kunderne trygt kan købe lægemidler i eksempelvis supermarkeder, kiosker og dyrehandlere.
E-læringen er et tilbud til virksomhederne og ændrer ikke på ejerens ansvar for, at reglerne bliver overholdt.
Hvem er e-læringen til?
Det er et krav, at ansøgeren har gennemført e-læringsmodulerne om salg af håndkøbslægemidler, inden der kan udstedes en tilladelse til detailforhandling.
E-læringen er målrettet personer, der er beskæftiget i detailvirksomheder, som sælger håndkøbslægemidler.
Det kan eksempelvis være medarbejdere i:
- supermarkeder
- kiosker
- materialister
- dyrehandlere
- andre detailvirksomheder, der sælger håndkøbslægemidler
- virksomheder, der sælger håndkøbslægemidler på internettet.
Hvad indeholder e-læringen?
E-læringen er et digitalt selvstudie, som medarbejderen gennemfører på egen hånd.
Afhængigt af det enkelte modul består e-læringen blandt andet af:
- korte videoer, der forklarer de centrale regler
- eksempler og situationer fra hverdagen
- test og spørgsmål undervejs
- relevante bilag og materiale, som medarbejderen kan bruge efterfølgende.
Formålet er ikke kun, at medarbejderen skal kende reglerne, men også at gøre det lettere at forstå, hvordan reglerne skal anvendes i det daglige arbejde.
Hvor lang tid tager det?
Det tager cirka 25 minutter at gennemføre et modul.
Hvis en medarbejder arbejder inden for flere af områderne, skal medarbejderen gennemføre de relevante moduler.
E-læringen er opdelt efter, om virksomheden sælger humane eller veterinære håndkøbslægemidler i fysisk butik.
Kursus: E-læring i salg af humane håndkøbslægemidler på internettet
Åbn videoen i et nyt vindue (www.Typeform.com)
Kursus: E-læring i salg af veterinære håndkøbslægemidler på internettet
Åbn videoen i et nyt vindue (www.Typeform.com)