Erstatning for lægemiddelskader
Du kan søge erstatning for sjældne og alvorlige bivirkninger ved et lægemiddel hos Patienterstatningen.
Al medicin har bivirkninger. Milde bivirkninger, som forsvinder igen, kan du typisk ikke få erstatning for. Men alvorlige bivirkninger, som forekommer sjældent, kan du have ret til erstatning for.
Skaderne kan både være psykiske eller fysiske.
Erstatning
Du kan have ret til erstatning, selvom bivirkningerne er beskrevet i indlægssedlen, eller du har fået dem at vide af lægen.
Du kan have ret til erstatning, hvis:
- medicinen er årsag til skaden
- dine bivirkninger er alvorlige
- dine bivirkninger er sjældne
Eksempler på erstatningssager
Som eksempler på patienter, som har fået erstatning, kan nævnes en ung kvinde, som fik en blodprop efter p-piller. Et andet eksempel er en ældre mand, der fik føleforstyrrelser i benene på grund af sin blodtrykssænkende medicin.
Begge patienter har fået erstatning, fordi bivirkningerne er sjældne, men alvorlige – og direkte forårsaget af medicinen.
Ikke ret til erstatning
Du kan typisk ikke få erstatning, hvis:
- skaden skyldes den sygdom, du bliver behandlet for
- medicinen ikke har haft den ønskede effekt
- du har milde forbigående bivirkninger
- en livstruende sygdom bliver behandlet med medicin, der er kendt for at give svære bivirkninger.
Om du har ret til erstatning, afhænger altid af en konkret vurdering, og vi opfordrer dig til at søge erstatning, hvis du er i tvivl.
Dækningsområde
Erstatningsreglerne gælder både for lægemiddelskader, der er forårsaget af ordineret medicin og håndkøbsmedicin, der er godkendt af myndighederne og udleveret i Danmark. Reglerne gælder også for lægemiddelskader, der er forårsaget af forsøgslægemidler udleveret til forsøgspersoner ved deltagelse i kliniske forsøg.
Lægemidlet kan være udleveret på et apotek, et hospital, en læge, en tandlæge eller i en butik, der sælger håndkøbsmedicin. En vaccine er også et lægemiddel
Læs mere
Læs mere om erstatning for lægemiddelskader på Patienterstatningens hjemmeside. Her kan du også læse om lovkrav.