Nye regler for E-cigaretter og genopfyldningsbeholdere med nikotin
Der er kommet nye regler om e-cigaretter med nikotin. Med den nye lovgivning bliver det som udgangspunkt lovligt at sælge e-cigaretter og genopfyldningsbeholdere med nikotin i Danmark, hvis produkterne er anmeldt til Sikkerhedsstyrelsen.
De nye regler træder i kraft den 7. juni 2016. Hvis du allerede sælger e-cigaretter og genopfyldningsbeholdere med nikotin, som lever op til kravene i den nye lovgivning, skal du anmelde produkterne til Sikkerhedsstyrelsen senest den 20. november 2016.
Hvis du har spørgsmål til den nye lovgivning, bedes du kontakte Sikkerhedsstyrelsen. Du kan læse mere på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside om e-cigaretter - e-cigaretregler.dk - hvor du også kan finde relevante kontaktoplysninger.
De nye regler stammer fra et nyt EU tobaksvaredirektiv:
Lov nr. 426 af 18. maj 2016 om elektroniske cigaretter m.v.
E-cigaretter som lægemidler
E-cigaretter og genopfyldningsbeholdere – både med og uden nikotin - vil blive betragtet som lægemidler, hvis markedsføringen af produkterne giver indtryk af, at de kan bruges til at forebygge eller behandle sygdomme som for eksempel nikotinafhængighed og abstinenser. Produkterne vil i givet fald være underlagt Lægemiddelstyrelsen. For at et lægemiddel kan markedsføres i Danmark, skal det være godkendt af Lægemiddelstyrelsen eller af Europa-Kommissionen. Der findes p.t. ingen godkendte e-cigaretter eller genopfyldningsbeholdere i Danmark.
Hvis du har brug for yderligere oplysninger om e-cigaretter som lægemidler, er du naturligvis velkommen til at kontakte os. Du kan finde kontaktoplysningerne i kolonnen til højre.