Mangel på Ultiva® (remifentanil hydrochloride)

25. april 2016

Lægemiddelstyrelsen forventer, at der kommer mangel på Ultiva®, der blandt andet bruges til anæstesi (bedøvelse) under operationer. Læger, der bruger Ultiva, skal derfor overveje alternative præparater.

Virksomheden GSK har meddelt Lægemiddelstyrelsen, at de i en periode ikke kan levere Ultiva pulver til koncentrat til injektions- og infusionsvæske, opløsning 1 mg, 2 mg og 5 mg.

GSK oplyser, at nye leveringer af Ultiva kommer i løbet af de næste tre måneder. Den præcise leveringsdato er stadig uvis, men så snart den kendes, vil Lægemiddelstyrelsen informere på hjemmesiden.

Alternativer til Ultiva®

Læger, der anvender Ultiva, bør overveje andre lægemidler til anæstesi.  Virksomheden B.Braun har mulighed for i en kort overgang at skaffe Remifentanil ”B.Braun” 2 mg og 5 mg fra Tyskland, men dette forventes først at kunne leveres i maj måned (uge 19). Da produktet ligger i tyske pakninger og ikke er markedsført i Danmark, skal der søges om udleveringstilladelse hos Lægemiddelstyrelsen.

Læs mere om, hvordan man søger udleveringstilladelse.

Fakta om Ultiva®

Ultiva er et analgetikum til brug ved indledning og/eller vedligeholdelse af generel anæstesi. Ultiva er indiceret som analgetikum hos mekanisk ventilerede i alderen 18 år og derover, som er i intensiv behandling. Præparatet bliver blandt andet brugt til bedøvelse af dagkirurgiske patienter, da virkningsvarigheden er kort (5-10 minutter) og der ikke ses tendens til øget varighed efter adskillige timers infusion.

Fik du svar på dine spørgsmål?

Beskriv, hvordan vi kan forbedre hjemmesiden. Vær opmærksom på, at vi ikke besvarer spørgsmål stillet via denne funktion.