XDenne side indeholder elementer som ikke er optimeret til mobil visning. Du kan klikke på linket nedenfor for at få vist siden i desktop-visning.
Desktop visning

Tilskuddet til Forxiga 5 mg ændres til klausuleret tilskud

Opdateret 10. september 2019

Den 2. december 2019 ændrer vi tilskuddet fra generelt (automatisk) tilskud til generelt klausuleret tilskud til Forxiga tabletter, der indeholder dapagliflozin, i styrken 5 mg. Tilskudsklausulen er følgende:

  • Patienter med type 2-diabetes.

  • Patienter med type 1-diabetes, hvor behandlingen er iværksat og følges af en speciallæge i endokrinologi med særlig erfaring med behandling af patienter med type 1-diabetes.

Allerede fra den 23. september 2019 er det muligt for læger at markere ”Tilskud” på recepter på Forxiga 5 mg. Det betyder, at lægen i overgangsperioden frem til 2. december 2019 både kan lave vurderingen af, om patienten er omfattet af tilskudsklausulen og udskrive en ny recept med tilskudsmarkering, så patienten er sikret tilskud efter 2. december 2019.

Hvorfor ændrer Lægemiddelstyrelsen tilskuddet?

Vi ændrer tilskuddet, da Forxiga nu også er godkendt til patienter med type 1-diabetes med BMI ≥ 27 kg/m2, når insulin alene ikke giver tilstrækkelig glykæmisk kontrol på trods af optimal insulinbehandling.

Vi klausulerer tilskuddet, da vi vurderer, at det er vigtigt, at behandling af patienter med type 1-diabetes med Forxiga 5 mg opstartes og følges af en specialist med særlig erfaring med behandling af patienter med type 1-diabetes.

I 2018 indløste 1600 personer recept på Forxiga 5 mg.

Læs mere om baggrunden i Lægemiddelstyrelsens afgørelse om dapagliflozin 5 mg

Generelt klausuleret tilskud

Hvis en medicin har generelt klausuleret tilskud, betyder det, at det kun er patienter, der opfylder nogle særlige betingelser, der kan få tilskud til medicinen. Det er den behandlende læge, der vurderer, om en patient er omfattet af de særlige betingelser. Lægen skal i de tilfælde skrive ”Tilskud” på recepten. Tilskuddet bliver automatisk fratrukket prisen ved ekspeditionen på apoteket. Se grænserne for medicintilskud her: medicintilskudsgrænser.