Ændringer af tilskud til medicin
Lægemiddelstyrelsen og Medicintilskudsnævnet gennemgår regelmæssigt de offentlige tilskud til medicin. Vi vurderer, om lægemidlerne skal have generelt tilskud, tilskud på særlige betingelser (klausuleret tilskud) eller slet ikke have tilskud.
En af de overordnede betingelser, som skal være opfyldt, for at et lægemiddel kan få og bevare generelt tilskud, er, at den behandlingsmæssige værdi står i et rimeligt forhold til prisen. Dette forhold kan ændre sig over tid, og dermed kan lægemidlerne ændre tilskudsstatus.
Derfor vurderer vi lægemidlers tilskudsstatus
Det primære formål med at give offentligt tilskud er at sikre, at patienterne får tilskud til køb af vigtig medicin. Herudover skal vi dog også sikre, at de offentlige midler bruges hensigtsmæssigt og tilskynde til, at lægerne anvender lægemidlerne rationelt, fx understøtte lige så effektiv behandling for færre penge.
Når vi vurderer, om et lægemiddel opfylder betingelserne for at få tilskud, tager vi udgangspunkt i nationale og internationale behandlingsvejledninger og sammenholder anbefalingerne med lægemidlernes priser.
Såvel behandlingsanbefalingerne som lægemidlernes priser ændres over tid – sidstnævnte ofte i forbindelse med patentudløb. Dermed kan der ske ændringer i vurderingen af, hvad der er rationel lægemiddelanvendelse inden for et givet behandlingsområde – dvs. hvilket lægemiddel, lægen som udgangspunkt bør vælge først.
Læs mere: Revurdering af tilskudsstatus for lægemidler
Større tilskudsændringer
Du kan læse mere om aktuelle og tidligere gennemførte større ændringer af tilskud til medicin på siden: Status for revurdering af lægemidlers tilskud.