Oversigter over alle indberetninger om formodede bivirkninger i Danmark
Opdateringer hver måned
Implementeringen af vores nye it-system for indberetninger af bivirkninger er nu så langt, at vi igen kan opdatere de interaktive bivirkningsoversigter.
De interaktive bivirkningsoversigter er strukturelt uforandrede og bliver fremadrettet opdateret hver måned.
Hvis du har spørgsmål, kan du henvende dig til dkma@dkma.dk eller (hvis du er journalist) til presse@dkma.dk.
Oversigter over alle indberetninger om formodede bivirkninger i Danmark
De interaktive bivirkningsoversigter er en mulighed for at trække data på, hvilke formodede bivirkninger der er indberettet i Danmark for en bestemt type medicin. Oplysningerne kommer fra Lægemiddelstyrelsens bivirkningsdatabase, som indeholder alle indberettede formodede bivirkninger tilbage til 1968, hvor databasen blev oprettet. Databasen indeholder både indberetninger fra sundhedsfagligt personale, patienter og pårørende.
Indberetninger om formodede bivirkninger er en væsentlig informationskilde til at identificere mulige sikkerhedsmæssige problemer ved medicin. I Lægemiddelstyrelsen bruger vi indberetninger om formodede bivirkninger som en del af grundlaget for løbende at vurdere og analysere sikkerheden ved den medicin, som er på markedet.
Før du går i gang med at søge i de interaktive bivirkningsoversigter, er det vigtigt, at du læser nedenstående vilkår for brug. Når du har læst og accepteret vilkårene nederst på siden, kan du komme videre til søgefunktionen.
Indberetninger er kun formodede bivirkninger
Når læger, patienter eller pårørende indberetter bivirkninger til Lægemiddelstyrelsen, behøver de blot at have en formodning om, at de oplevede symptomer er bivirkninger til en bestemt medicin. En indberetning om en formodet bivirkning er derfor ikke det samme som en faktisk sammenhæng mellem medicinen og de oplevede symptomer.
Vurdering af sammenhæng med medicin baseres på mange forhold
Der er mange forhold, der skal tages i betragtning, når man skal vurdere, om en bestemt medicin har forårsaget en bivirkning. Når Lægemiddelstyrelsen overvåger sikkerheden ved medicin, bliver alle forhold grundigt analyseret.
Oversigterne kan ikke vise risikoen for bivirkninger
Bivirkningsoversigterne kan ikke anvendes til at måle, hvor stor risikoen er for at få bivirkninger af en bestemt type medicin. Det skyldes, at databasen kun indeholder formodede bivirkninger og at den ikke indeholder oplysninger om, hvor mange der har taget medicinen uden at opleve bivirkninger. Desuden er det ikke alle formodede bivirkninger, der bliver indberettet og der kan være stor forskel på, hvor stor en andel af formodede bivirkninger, der indberettes for hver type medicin. Derfor kan tallene i oversigterne heller ikke anvendes til at sammenligne risiko for bivirkninger for forskellige typer medicin. En indberetning kan derudover også omhandle flere typer medicin og vil så fremgå af flere bivirkningsoversigter.
Information om kendte bivirkninger skal findes i produktinformationen
Bivirkningsoversigterne giver ikke et overblik over risici, der kan være forbundet med brug af medicin. Den evidensbaserede viden om bivirkninger til en bestemt type medicin findes i medicinens produktinformation.
Har du spørgsmål til den medicin du tager, så kontakt din læge eller apoteket. Det er vigtigt, at du ikke stopper med at tage ordineret medicin uden først at have talt med en læge.