Pharmacovigilance og EU samarbejdet

Pharmacovigilance betyder direkte oversat ”lægemiddel-årvågenhed”. I praksis er pharmacovigilance det vi kalder lægemiddelovervågning eller overvågning af lægemiddelsikkerhed.

Medicinalfirmaer bag medicin til dyr har et ansvar for at indsamle bivirkningsrapporter, indsende dem til den fælles Europæiske database ’EudraVigilance Veterinary’, og analysere data og holde øje med om der opstår mønstre som kunne indikere en tidligere ukendt bivirkning eller et nyt aspekt af en allerede kendt bivirkning (fx ændret frekvens eller ændret alvorlighedsgrad) for deres produkter.

Myndighederne har ligeledes forpligtelse til at både indsamle og indsende bivirkningsrapporter, vurdere medicinalfirmaets analyser, men også udføre egen overvågning af lægemidlernes sikkerhed og effektivitet efter godkendelse.

Den absolut vigtigste datakilde i dette arbejde er bivirkningsindberetningerne, men der indsamles også viden fra videnskabelig litteratur, nye forsøg og lignende.

I Lægemiddelstyrelsen i Danmark vurderer vi løbende sikkerheden på flere forskellige måder:

• Vi overvåger bivirkningsindberetninger i Danmark for alle lægemidler på det danske marked
• Vi indgår i det fælles Europæiske samarbejde hvor vi har ansvar for overvågning af globale data for udvalgte produkter på EU’s vegne. Det samme er gældende for alle de andre EU-lande, så vi i fællesskab dækker alle produkter på det fælleseuropæiske marked.

På den måde sikres det, at lægemiddelsikkerheden overvåges for al markedsført medicin.

EU-samarbejdet om lægemiddelovervågning

Inden for EU er der et stort tværgående samarbejde, hvor sikkerheden og effektiviteten ved medicin, som er godkendt i Europa, kontinuerligt bliver vurderet. Dette tværgående europæiske samarbejde koordineres af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), som er beliggende i Amsterdam i Holland.

Alle lægemidler til dyr, som er godkendt i mere en ét EU-land indgår i den fælles Europæiske lægemiddelovervågning. Ansvaret fordeles mellem de forskellige EU-lande, og analyser præsenteres og diskuteres i Pharmacovigilance Working Party, som er et fagligt specialistråd under EU’s veterinærmedicinske lægemiddelkomité (CVMP – Committe for Veterinary Medicinal Products). Alle beslutninger om risikominimeringstiltag for centralt godkendte lægemidler går også gennem den Veterinærmedicinske lægemiddelkomité.

Signaler – Mulige nye bivirkninger

Hvis et medicinalfirma eller en myndighed under overvågningen af et lægemiddel opdager en ny potentiel risiko ved produktet, kalder man det et ’signal’. Signaler kan både omhandle nye bivirkninger, ændringer til allerede kendte bivirkninger, manglende effekt, utilsigtede fejl ved udskrivning, udlevering og håndtering af medicin, nye risici for brugeren (dyrlægen eller dyreejeren), eller risici som er relateret til miljø eller fødevaresikkerhed.

Tilstedeværelsen af et signal betyder ikke, at der nødvendigvis er en sammenhæng mellem hændelsen og produktet. Det betyder bare, at man er blevet opmærksom på noget og nu vil undersøge det videre. Mange gange opdager man heldigvis ved nærmere undersøgelse at der ikke er en sammenhæng eller at der i hvert fald ikke kan findes bevis for en sammenhæng lige nu – så siger man at signalet er ’refuted’. 

Et eksempel på hvordan man kan blive snydt af årsagssammenhænge:
Hver sommer rapporterer en masse mennesker, at de får rød hud, som skaller af og bliver øm. Samtidig er det vel dokumenteret, at forekomsten korrelerer rigtig godt med salget af isvafler – Når salget går op, går antallet af rapporter om lignende udslæt også op. Kan det være indtaget af isvaflerne som forårsager hududslaget? Mange af rapporterne beskriver faktisk at de har spist isvafler samme dag, som udslættet opstod!
Men i dette tilfælde, er der ikke en sammenhæng. Derimod har både hudproblemet og salget af is en sammenhæng med dejligt sommervejr som både giver anledning til solbrændthed og øget indtag af isvafler.

Hvis et medicinalfirma opdager et signal for deres produkt, skal de analysere al data, vurdere sammenhængen og behovet for risikominimeringstiltag. Derefter indsender de signalet og analysen til IRIS, som er EMAs system for håndtering af signaler. Både signaler hvor der vurderes at være en sammenhæng, og signaler hvor der ikke vurderes at være en sammenhæng skal indsendes af medicinalfirmaerne og vil derfor kunne ses i databasen. Herefter vurderer en myndighed, som fx Lægemiddelstyrelsen, signalet og konklusionen og erklærer sig enten enige med firmaet, eller foreslår ændringer. Det hele diskuteres af eksperter i Pharmacovigilance Working Party og den endelige beslutning træffes til sidst af den Veterinærmedicinske Komité.

Hvis en myndighed opfanger et signal, som medicinalfirmaet ikke selv har detekteret, sendes informationen til firmaet efter beslutning i Pharmacovigilance Working Party. Medicinalfirmaet får derefter mulighed for at gennemgå data bag signalet og tilføje eventuel yderligere information inden der træffes endelig beslutning om årsagssammenhængen og eventuelle risikominimeringstiltag.

På denne måde sikres det at signalerne vurderes grundigt og at al relevant information endevendes, så beslutninger træffes på et solidt grundlag.

Risikominimering

Hvis det vurderes at der er en sandsynlig sammenhæng mellem en hændelse (fx en bivirkning) og et produkt forsøger man derefter at minimere risikoen så meget som muligt.

Det mest almindelige er, at man opdaterer produktinformationen for at inkludere information om den nye bivirkning. Hvis det er muligt, og vurderes nødvendigt, kan man også inkludere information om faktorer som mindsker risikoen for at udvikle bivirkningen eller minimerer konsekvensen hvis bivirkningen opstår. Det kan fx være opdateret information om hvordan og til hvem man bør give medicinen, hvilke prøver man bør tage inden og under behandlingen, eller hvad man skal gøre hvis bivirkningen opstår.

Andre risikominimeringstiltag kan fx være direkte kommunikation til dyrlæger og/eller apoteker/distributører af lægemidlet, udvikling af særligt oplysningsmateriale, ændring af udleveringsbestemmelser og lignende.

I meget sjældne og alvorlige tilfælde kan myndighederne eller medicinalvirksomheden beslutte at fjerne produktet fra markedet. Dette kan enten være en midlertidig foranstaltning mens problemet undersøges og eventuelt rettes op på, men det kan også blive permanent, hvis det vurderes at det ikke går at rette op på problemet.