Mobil visning

Aktion mod ulovlig medicin

9. juni 2016

En verdensomspændende medicinaktion er netop slut. 393 personer er anholdt og over 4.900 hjemmesider er lukket

Ulovligt salg af medicin er et globalt problem, der ofte sker på tværs af landegrænser. Derfor har Lægemiddelstyrelsen, SKAT og Politiet netop deltaget i en verdens­omspænd­ende aktion, Operation Pangea IX, hvor der er blevet slået hårdt ned på ulovlige hjemmesider verden over.

Aktionen resulterede på verdensplan i 393 anholdelser, kontrol af 339.919 forsendelser og tilbageholdelse af over 12.229.005 enheder potentielt livsvarlig medicin, til en estimeret værdi af over 53.262.732 dollars. Mere end 4.900 hjemmesider er blevet lukket eller har fået fjernet deres betalingsmuligheder.

”I Danmark er det primært ulovligt importeret potensmedicin og sovemidler, Skat stopper i tolden. Men vi ser også at der handles og importeres langt mere risikofyldte produkter. Som forbruger har du ingen sikkerhed for hvad der er i den ulovlige medicin, og det kan være farligt for din sundhed. Vi kan derfor kun anbefale, at du køber medicin fra godkendte forhandlere” siger Stine Gregers Hørsøe, der er jurist i Lægemiddelstyrelsen.

Dansk fokus

I Danmark har den netop overståede aktion haft fokus på forsendelser med medicin fra tredjelande samt analyser af produkter, som har været under mistanke for at indeholde udeklarerede aktive indholdsstoffer. I alt er 1111 forsendelser kontrolleret og 64.487 enheder medicin er tilbageholdt til videre sagsbehandling.

Desuden er en række hjemmesider blevet indberettet til bagmandspolitiet (SØIK) og INTERPOL for mistanke om ulovligt salg af medicin. Ud over risiko for sundheden, risikerer man at blive udsat for identitetstyveri, kreditkortsvindel og at få sin computer inficeret med skadelig software, hvis man køber medicin fra ikke-godkendte netbutikker.

Hos bagmandspolitiet er der stor fokus på efterforskning og beslaglæggelse af mistænkelige hjemmesider, hvor danske forbrugere lokkes til at købe kopiprodukter, som f.eks. ulovlig medicin. ”Alene i 2016 har Københavns Byret afsagt kendelser om beslaglæggelse af mere end 500 .dk-hjemmesider, hvor der sælges sko, tøj og medicin” oplyser senioranklager Dorte Frandsen fra bagmandspolitiet.

Forbrugerne skal være forsigtige, når de køber medicin på internettet

Den sikreste måde at købe medicin på nettet, er, at købe den i et dansk apoteks netsalg eller i en af de detailbutikker på nettet, som Lægemiddelstyrelsen har givet tilladelse til at sælge medicin. Hvis man er i tvivl om en netbutik forhandler medicin på lovlig vis, kan man altid tjekke, om den optræder på Lægemiddelstyrelsens liste over forhandlere, der er godkendt til at forhandle medicin på nettet.

Om Operation PANGEA IX

Operation PANGEA IX, som er den største internet-baserede aktion i verden af sin art, fandt sted fra den 30. maj til den 7. juni 2016 og involverer lægemiddelmyndigheder, politi og told- og skattemyndigheder. I alt deltog 193 myndigheder fra 103 lande i aktionen, med assistance fra virksomheder inden for elektronisk betaling (VISA og MasterCard), internetudbydere (Microsoft) og transportvirksomheder.

Aktionen blev koordineret af INTERPOL, World Customs Organization (WCO), the Permanent Forum of International pharmaceutical crime (PFIPC), the Heads of Medicines Agencies Working Group of Enforcement Officers (HMA WGEO), lægemiddelindustrien samt leverandører af elektroniske betalingsløsninger.

Link

Pressemeddelelse fra INTERPOL: Online sale of fake medicines and products targeted in INTERPOL operation

 

Pangea 2016

Pressefoto til download i høj opløsning (jpg-format)  

Fotograf: Jesper Ludvigsen

Stine Gregers Hørsøe og Sine Thagaard Johansen, der er hhv. jurist og farmaceutstuderende medhjælp i Lægemiddelstyrelsen, kontrollerer regelmæssigt forsendelser med medicin hos SKAT i lufthavnen. Ulovlig indført medicin bliver tilbageholdt, og borgeren der har indført medicinen bliver kontaktet.