XDenne side indeholder elementer som ikke er optimeret til mobil visning. Du kan klikke på linket nedenfor for at få vist siden i desktop-visning.
Desktop visning
Mobil visning

Nyt dansk medlem af CHMP

29. august 2016

Læge Sinan B. Sarac er Danmarks nye medlem af CHMP, som er Det Europæiske Lægemiddelagenturs komite for godkendelse af medicin til mennesker.

Sinan B. Sarac arbejder som afdelingslæge i Lægemiddelstyrelsen og har været suppleant i CHMP for det hidtidige medlem, Jens Heisterberg, siden september 2015. Sinan B. Sarac tiltrådte officielt som nyt medlem den 1. juli 2016.

Sinan B. Saracs ekspertiseområde ligger især inden for det onkologiske område. Han har været ansat i Lægemiddelstyrelsen siden 2012 og haft sit primære engagement inden for området for godkendelse af lægemidler.

”Jeg er meget glad og tryg ved, at Sinan B. Sarac nu er Danmarks repræsentant i CHMP. CHMP er en af de vigtigste institutioner på lægemiddelområdet i EU, for det er her alle nye lægemidler godkendes. Det er helt centralt, at vi fra dansk side har en stor faglig kapacitet med ved bordet. Og jeg er sikker på, at Sinan er den rigtige til at løfte opgaven”, siger Lægemiddelstyrelsens direktør Thomas Senderovitz.

Sinan B. Sarac har en ph.d.-grad med titlen Benefit-Risk Assessment in Drug Development, og han har netop gennemført en Master of Science i Advanced Oncology (2014-2016) fra Universitetet i Ulm i Tyskland. Derudover har han varetaget medlemskab af bl.a. CAT (Committee for Advanced Therapies) og sidder i dag også som medlem af Oncology Working Party i EMA.

Om CHMP

CHMP står for Committee for Medicinal Products for Human Use. Komiteen er den øverste lægefaglige myndighed i Europa og består af et medlem og en suppleant fra hvert EU-land. Medlemmerne udpeges ud fra deres faglige kvalifikationer og ekspertise inden for lægemidler. CHMP kan indstille til EU-kommissionen, at nye lægemidler skal godkendes og omvendt også trække dem af markedet. Afdelingslæge Hanne L. Larsen, speciallæge i klinisk farmakologi, er nu suppleant i CHMP.

Sinan Sarac

Læge Sinan B. Sarac, Danmarks nye medlem af det Europæiske Lægemiddelagenturs komité for godkendelse af medicin til mennesker (CHMP)