Mobil visning

Om søgning på medicinpriser

Opdateret 4. maj 2017

Hvilke oplysninger kan jeg søge på "Medicinpriser"

  • Pris- og pakningsoplysningerne opdateres hver 14. dag, så du altid kan se de priser, der gælder på landets apoteker. Siderne "Substitutionsreglerne" og "Tilskud" opdateres, når der sker ændringer i lovgivningen.

Du kan ikke søge oplysninger om lægemidler, som

  • kun må leveres til sygehuse
  • kun kan købes i udlandet
  • visse lægemidler til dyr
  • naturlægemidler eller stærke vitamin- og mineralpræparater.

For håndkøbslægemidler, der både kan sælges fra apoteker og andre godkendte salgssteder findes der ingen prisoplysninger (udleveringsgruppe HF eller HX).

  • lægemidlets varenummer og ATC-kode (Anatomisk - Terapeutisk - Kemisk kode)
  • hvem der har registreringsretten til eller importerer lægemidlet
  • hvilke pakningsstørrelser og lægemiddelformer (fx tabletter, kapsler, mikstur, dråber) lægemidlet findes i
  • lægemidlet kan fås i håndkøb, eller om du skal have en recept for at få det udleveret fra et apotek
  • lægemidlet kan påvirke dine evner til fx at køre bil ()
  • det offentlige (sygesikringen) giver tilskud til lægemidlet (generelt tilskud), og om tilskuddet gives til lægemidlets faktiske pris, eller det kun gives til tilskudsprisen eller den europæiske pris 
  • hvilke muligheder der er for at få tilskud til lægemidler udover generelt tilskud (fx enkelttilskud, forhøjet tilskud, tilskud til kronisk syge eller døende, tilskud til pensionister eller personer i økonomiske vanskeligheder)
  • lægemidlet kan erstattes med et andet identisk lægemiddel, som eventuelt er billigere
  • substitutionsreglerne.

Pris- og pakningsoplysningerne opdateres hver 14. dag, så du altid kan se de priser, der gælder på landets apoteker. Siderne "Substitutionsreglerne" og "Tilskud" opdateres, når der sker ændringer i lovgivningen.



Betydningen af oplysningerne på søgeresultatsiden

a. "Producent/Importør"

"Producent" angiver navnet på ejeren af tilladelsen til at markedsføre lægemidlet.

"Importør" bruges både for parallelimportør og producentens danske repræsentant. Hvis intet er anført under "Importør", er producent lig med importør.

b. Prisoplysningerne, når "Hele databasen" er valgt

Søgeresultatet indeholder 2 kolonner med prisoplysninger kaldet "Tilskud gives til" henholdsvis "Pris". Køber du et lægemiddel til et dyr, er kolonnen "Tilskud gives til" ikke relevant, da der aldrig gives tilskud til lægemidler til dyr.

Receptpligtige lægemidler

For receptpligtige lægemidler angiver kolonnen "Pris" lægemidlets totale pris inklusiv recepturgebyr og et evt. færdigbehandlingsgebyr. Denne pris kan på apoteket blive tillagt yderligere gebyrer, fx et telefonreceptgebyr (hvis recepten er indtelefoneret til apoteket) eller et EDB-gebyr (hvis recepten er overført elektronisk fra lægen til apoteket).

Kolonnen "Tilskud gives til" angiver den pris, som det generelle tilskud fra sygesikringen beregnes ud fra.

Det beregnede tilskud bliver på apoteket trukket fra det beløb, som er angivet i kolonnen "Pris", for at finde det beløb, du selv skal betale for lægemidlet (din egenbetaling). Lægemidler, som har generelt tilskud, er mærket med i kolonnen "Tilskud gives til".

Hvis det generelle tilskud fra sygesikringen er betinget af, at lægemidlet skal bruges mod nogle ganske bestemte sygdomme, vil dette være angivet vha. mærket og en parentes om prisen i kolonnen "Tilskud gives til". Hvis ikke der er anført en pris i kolonnen "Tilskud gives til", betyder det, at der ikke gives generelt tilskud til lægemidlet.

Læs evt. om andre tilskudsmuligheder på siden "Regler om tilskud".

Håndkøbslægemidler i udleveringsgruppe HA

For håndkøbslægemidler i udleveringsgruppe HA er der anført 2 priser i kolonnen "Pris".

Den ene pris er mærket med et "H" og angiver den pris, du skal betale på apoteket, hvis du køber lægemidlet uden recept.

Den anden pris er mærket med et "R" og angiver lægemidlets totale pris inklusiv recepturgebyr og et evt. færdigbehandlingsgebyr, når du køber lægemidlet efter recept. Prisen efter recept kan på apoteket blive tillagt yderligere gebyrer, fx et telefonreceptgebyr (hvis recepten er indtelefoneret til apoteket) eller et EDB-gebyr (hvis recepten er overført elektronisk fra lægen til apoteket).

Håndkøbslægemidler i udleveringsgruppe HF eller HX

For håndkøbslægemidler i udleveringsgruppe HF eller HX har Lægemiddelstyrelsen ingen prisoplysninger, da apoteker og butikker, der sælger disse lægemidler, selv kan bestemme prisen.

Der gives normalt ikke generelt tilskud fra sygesikringen til håndkøbslægemidler solgt efter recept. Derfor vil der for de fleste håndkøbslægemidler ikke være angivet en pris i kolonnen "Tilskud gives til".

Nogle håndkøbslægemidler gives der dog tilskud til, hvis du er pensionist eller har en varig lidelse, og lægen/tandlægen har skrevet dette på recepten. Disse håndkøbslægemidler er mærket med , og der vil der være en parentes om prisen i kolonnen "Tilskud gives til".

c. Prisoplysningerne, når "Kun til dyr" er valgt som database

Søgeresultatet indeholder 2 kolonner med prisoplysninger kaldet henholdsvis "Erhvervsdyr/Dyrlæge" og "Pris".

Dyrlæge/Erhvervsdyr

Kolonnen "Dyrlæge/Erhvervsdyr" angiver prisen (eksklusiv veterinærgebyret på 2,50 kr. pr. pakning) på et lægemiddel købt på apotek efter recept til brug i dyrlægens praksis eller til behandling af dyr, som holdes i erhvervsmæssigt øjemed (fx landbrugsdyr).

Denne kolonne er således ikke relevant, hvis du skal se prisen for et lægemiddel til brug for fx din egen hund. Da skal du i stedet bruge prisoplysningerne i kolonnen "Pris".

Pris

For prisoplysningerne i kolonnen "Pris"gælder:

  • for receptpligtige lægemidler til behandling af egne kæle-/hobbydyr angiver kolonnen lægemidlets totale pris inklusiv recepturgebyr og et evt. færdigbehanslingsgebyr. På apoteket kan denne pris tillægges yderligere gebyrer, fx et telefonreceptgebyr (hvis recepten er indtelefoneret til apoteket)
  • for håndkøbslægemidler i udleveringsgruppe HA til behandling af egne kæle-/hobbydyr angiver kolonnen den pris, du skal betale på apoteket, når du køber lægemidlet uden recept. Køber du et håndkøbslægemiddel efter recept, vil prisen blive tillagt et recepturgebyr, samt eventuelle andre gebyrer som fx telefonreceptgebyr
  • for håndkøbslægemidler i udleveringsgruppe HF eller HX har Lægemiddelstyrelsen ingen prisoplysninger, da apoteker og andre butikker, der sælger disse lægemidler, selv kan bestemme prisen.