Oversættelse af produktinformation: Monstersammensætninger
Af Anne Kjærgaard og Ole Ravnholt (Dansk Sprognævn)
Udkommet under titlen "Monstersammensætninger" i Nyt fra Sprognævnet 2007/2, juni 2007.
Sammensatte ord giver anledning til mange spørgsmål til Sprognævnet. Hvornår skrives en ordforbindelse i ét ord og hvornår i flere? Hvornår skal der være bindestreg mellem leddene i et sammensat ord?
Vi fik for nylig nogle spørgsmål om en lang række meget komplekse ordforbindelser og sammensatte ord fra det lægefaglige område, og det præger fremstillingen i det følgende, hvor vi bruger lægefaglige udtryk som eksempler.
Hovedparten af disse vanskelige ord og ordforbindelser er substantiviske (navneordsagtige), de fleste stammer oprindelig fra engelsk, og mange af problemerne opstår fordi dansk og engelsk danner substantiviske sammensætninger og ordforbindelser på ret forskellige måder.
På engelsk er det ganske almindeligt at en forbindelse af substantiver (navneord) skrives i flere ord, fx baseline liver transaminase level, men det er relativt sjældent på dansk hvor vi i stedet danner sammensatte ord: baselinelevertransaminaseniveau - hvis vi da ikke vælger at skrive helt om for læselighedens skyld: niveauet for levertransaminase før behandlingen.
Som det fremgår, kan det føre til monstrøst lange og vanskeligt læselige sammensætninger hvis oversættelsen slavisk kopierer den rækkefølge som ordene og orddelene har på engelsk.
For at skrive mundret og læseligt dansk og undgå monstersammensætninger må oversætteren tage stilling til i hvert fald tre typer af problemer i forbindelse med komplekse ordforbindelser:
- Skal en given ordforbindelse skrives i ét eller flere ord?
- Kan man med fordel opløse en given ordforbindelse i stedet for at danne sammensætninger?
- ved hjælp af præpositioner (forholdsord)?
- ved at danne eller finde danske adjektiver (tillægsord) til de engelske substantiver?
- Skal der bruges bindestreg i en given ordforbindelse der skal skrives i ét ord?
1. I ét eller flere ord (§ 18)
Man møder af og til det synspunkt at det er reglerne om sammenskrivning af sammensatte ord (§ 18 og 19 i retskrivningsreglerne i Retskrivningsordbogen) der er problemet, og at man derfor burde afskaffe dem og generelt tillade særskrivning af sammensætningsleddene.
Tendensen er jo alligevel, siger man, at særskrivning breder sig. Men det ville ikke løse problemet, for trykforholdene viser at der faktisk kun er ét ord, og det bør skriftsproget jo vise. Der er forskel på informationsteknologi og (dagbladet) Informations teknologi, ikke bare i skriftsproget, men også i talen.
Informationsteknologi har nemlig enhedstryk, dvs. reduktion af trykket på andet led i forbindelsen, mens Informations teknologi har lige stærkt tryk på begge led. På engelsk viser fraværet af enhedstryk derimod at der faktisk er tale om forbindelser af flere ord, og derfor er det naturligt at sådanne ordforbindelser skrives i flere ord.
Reglerne om særskrivning og sammenskrivning af ordforbindelser findes i § 18 og 19 i retskrivningsreglerne. § 18 handler om de tilfælde hvor skrivemåden afhænger af udtalen, og § 19 om de tilfælde hvor skrivemåden ikke afhænger af udtalen (fx indenfor og inden for). I de sammenhænge vi har med at gøre her, er det især reglerne i § 18 der er relevante, for det er især dem der skal anvendes ved nye ordforbindelser.
I disse regler beskrives sammensatte ord altid som toleddede, og man taler derfor om. første og andet (sammensætnings)led. Med andre ord kan forbindelser af tre eller flere ord i princippet altid opløses i to led, der hver for sig kan optræde som enkeltord. Disse ord kan så opløses i to led osv., indtil man når et niveau hvor ordene ikke længere kan deles op på denne måde.
Fx består ordet folkesundhedsvidenskab, ’videnskaben om folkesundhed’, af tre ord: folk, sundhed og videnskab, men er sammensat af to led: folkesundhed og videnskab, hvoraf det første igen er sammensat af folk og sundhed. Ordets struktur er altså således:
(folk + sundhed) + videnskab
Det giver ikke på forhånd sig selv at det er sådan. Ordet folkesundhedsvidenskab kunne have været dannet i analogi med folkemedicin af ordene folk og sundhedsvidenskab og med strukturen:
folk + (sundhed + videnskab)
Ordet folkemedicin bruges ifølge Den danske Ordbog om ’folkelige helbredelsesmetoder som er gået i arv fra generation til generation, men som ofte ikke anerkendes af den etablerede lægevidenskab’, altså om kloge mænd og koners traditionelt rodfæstede virksomhed i modsætning til lægers videnskabeligt begrundede. Så selv om betydningen af medicin kan gengives som ’sundhedsvidenskab’, falder betydningerne af folkesundhedsvidenskab og folkemedicin ikke sammen, fordi folk hører til folkesundhed, ikke til -videnskab.
Man kan med andre ord ikke altid afgøre grænsen mellem de to led i en sammensætning ud fra sin viden om hvordan sproget er indrettet, for det giver somme tider flere muligheder. I mange tilfælde skal man også vide noget om hvordan verden er indrettet. Fx er det nyttigt at vide at det ovennævnte levertransaminaseniveau måles i blodet eller lymfen, ikke i leveren, for ellers kunne betydningen have været ’niveauet for transaminase i leveren’, men der er faktisk tale om ’niveauet for levertransaminase i blodet/lymfen’.
I de to nævnte tilfælde ville forskellen ikke have konsekvenser for hvordan ordene skrives, for der er ikke noget grundlag for bindestreger i dem, men reglerne om anvendelsen af bindestreger i sammensætninger kan afhænge af sådanne forskelle: en type 2-diabetes-patient er en ’patient med type 2-diabetes’, hvorimod en type 2-diabetespatient - hvis det ord fandtes - ville have været en ’diabetespatient af type 2’ (se nedenfor).
Hovedreglen i § 18 er at ordforbindelser der har hovedtryk på første led og bitryk på andet led, skrives i ét ord, mens ordforbindelser der har lige stærkt tryk på begge led, skrives i to (eller flere) ord. Det samme gælder de fleste ordforbindelser der har hovedtryk på andet led, men det fremgår kun indirekte, nemlig af nogle af eksemplerne i bindestregsreglerne (fx P 1, Tv 2, cordon bleu, pommes frites).
Strengt taget er det altid en bestemt stavelse der bærer trykket, men når vi siger at et af leddene i en ordforbindelse har tryk, så betyder det at det pågældende led indeholder en trykstærk stavelse. (Et ord eller en orddel der bærer tryk, markeres i det følgende med fed. Da det i denne sammenhæng ikke er relevant hvilken stavelse der bærer trykket, markeres hele ordet eller orddelen som trykbærende: diabetespatient, ikke diabetespatient.)
Hvis vi bygger ordet folkesundhedsvidenskab op fra neden i stedet for at bryde det ned fra oven, som vi gjorde før, så får vi følgende proces: Folk og sundhed danner en forbindelse hvor første led har hovedtryk, dvs. bevarer det tryk som det ville have hvis det forekom alene i en ytring, og hvor andet led har reduceret tryk: folkesundhed. Denne trykfordeling indebærer at forbindelsen skal skrives i ét ord. Folkesundhed og videnskab danner på samme måde en forbindelse med hovedtryk på første led og trykreduktion på andet: folkesundhedsvidenskab.
2. Opløsning af komplekse ordforbindelser
På engelsk er det lettere at anvende substantiver med adjektivisk funktion end på dansk, jf. fx motor neuron. Hvis man vil undgå monstersammensætninger på dansk, kan man ofte anvende omskrivninger, fx kan man forsøge at danne adjektiver af substantiverne ved afledning, eller man kan knytte substantiverne sammen ved hjælp af præpositioner (forholdsord). Det svarer til at en oversætter må tage hensyn til at sætningsleddenes rækkefølge ikke er den samme i engelsk og dansk: Tomorrow he will be here oversættes ikke til I morgen han vil være her, men til I morgen vil han være her.
Et ord som serumkreatininkoncentration (Serumkreatininkoncentrationenbør bestemmes regelmæssigt) skal skrives i et ord uden bindestreger eller andre opdelinger der kan hjælpe læseren. Men det kan uden tab af information omskrives til det noget mere mundrette og læsbare koncentration af serumkreatinin. Ligeledes vil et ord som proteinasehæmmerkompleks ofte med fordel kunne omskrives til kompleks af proteinasehæmmere. Rabiesvirusinfektion kan blive til infektion med rabiesvirus, og nettojernudskillelse til nettoudskillelse af jern (eventuelt med en bindestreg ifølge § 57.8: netto-udskillelse; se nedenfor).
Vi så før at engelsk baseline liver transaminase level kan oversættes til det ret ulæselige baselinelevertransaminaseniveau. Hvis man vil undgå det, kan man dels opløse som ovenfor: baselineniveau forlevertransaminase er allerede bedre. Men man kan også forsøge at finde et andet ord for baseline, enten et mere læseligt førsteled, fx basis-,grund-, reference- eller et adjektiv, fx basalt, grundlæggende. Eller man kan skrive endnu mere om: niveauet for levertransaminase før behandlingen. Det er lidt længere, men lettere at læse for de fleste.
Men også konstruktioner med lange ophobninger af adjektiver kan være ret vanskelige at håndtere. Det er almindeligt i lægesproget at skrive fx Effekten blev vurderet i fire placebo-kontrollerede, dobbeltblindede, randomiserede kliniske fase II- og III-forsøg, og derfor må det også være acceptabelt i interne, faglige sammenhænge. Men i henvendelser til en bredere offentlighed kan man med fordel omskrive, og her kan en relativsætning være nyttig: Effekten blev vurderet i fire kliniske fase II- og III-forsøg der var dobbeltblindede, randomiserede og kontrolleret for placeboeffekt (eventuelt med en bindestreg ifølge § 57.8: placebo-effekt; se nedenfor).
Hvis man accepterer sådanne komplekse konstruktioner i den interne sprogbrug, så bør man være opmærksom på risikoen for at den interne sprogbrug smitter af på den offentlige.
3. Bindestreger i sammensætninger
Orddelene i en sammensætning skal i nogle tilfælde knyttes sammen med en bindestreg. I det følgende redegør vi for hvornår det er tilfældet. Tallene i parentes ved overskrifterne henviser til paragrafferne i retskrivningsreglerne i Retskrivningsordbogen. Til sidst beskriver vi to sejlivede misforståelser der eksisterer om brugen af bindestreger i sammensætninger.
Sammensætninger med forkortelser (§ 57.3)
Når man laver sammensætninger med en forkortelse, skal forkortelsen knyttes sammen med resten af sammensætningen med en bindestreg, fx i sammensætningen CEE-østrogener. Det er uden betydning om forkortelsen skrives med små eller store bogstaver. Derfor skal der også være bindestreg i forkortelser med fx dna (der ifølge Retskrivningsordbogen skrives med små bogstaver), som fx i dna-analyse.
Reglen om at der skal være en bindestreg mellem forkortelsen og resten af sammensætningen, gælder i øvrigt uanset om forkortelsen er første- eller sidsteled. Således skal der også være bindestreg i en sammensætning som anti-TNF.
Sammensætninger med taltegn og symboler (§ 57.4)
Der sættes også bindestreg mellem symboler og taltegn og sammensætningens øvrige dele som fx i ß-rytme, γ-stråling og 4-aminobutansyre.
Når man er klar over at forkortelser, taltegn og andre symboler altid skal knyttes til andre dele af sammensætningen med en bindestreg, kan man så småt give sig i kast med mere komplekse sammensætninger der både består af forkortelser og symboler, fx TNF-a-antistoffer og 7-TM-receptorer.
Sammensætninger med sidestillede led (§ 57.5)
Det volder sjældent de store problemer at identificere taltegn og symboler i sammensætninger, og det lader sig i reglen også entydigt afgøre om noget er en forkortelse eller ej. De såkaldte sammensætninger med sidestillede led kan være noget vanskeligere at identificere fordi man her må vurdere hvilket forhold der er mellem sammensætningsleddene. Hjerte-kar-sygdom er et eksempel på en sammensætning med sidestillede led.
En hjerte-kar-sygdom er nemlig en sygdom der vedrører både hjertet og blodkarrene. Det vil sige at leddene hjerte og kar er betydningsmæssigt sidestillede i sammensætningen, og det markerer man ved at sætte en bindestreg mellem de to led (vi vender tilbage til den sidste bindestreg i sammensætningen nedenfor).
For at kunne vurdere om der er tale om en sammensætning med sidestillede led, er det således afgørende at kende til betydningen af ordet. For en lægmand kunne pulmonalarteriel hypertension fx godt have været forhøjet blodtryk der er knyttet til både lungerne og pulsårerne, og så skulle der have været en bindestreg: pulmonal-arteriel hypertension. Men sådan er det ikke: Pulmonalarterien er den medicinske betegnelse for lungepulsåren, og pulmonalarteriel hypertension - uden bindestreg - er betegnelsen for forhøjet blodtryk i lungepulsåren.
Gruppesammensætninger (§ 57.7)
I den medicinske terminologi, såvel som i almensproget, eksisterer der en række sammensætninger hvor første eller sidste led i sammensætningen skrives i mere end et ord. I sådanne tilfælde sættes der en bindestreg mellem sammensætningsdelene. Fx skriver man vitamin K i to ord når det optræder uden for en sammensætning. Vitamin K skrives derfor også i to ord når forbindelsen indgår som led i en sammensætning, som fx i vitamin K-antagonister.
Sammensætninger hvor førsteleddet indeholder en bindestreg (§ 57.7.a)
I nogle sammensætninger indeholder første- eller sidsteleddet en bindestreg. Det gælder fx i hjerte-kar-sygdomme hvor førsteleddet hjerte-kar er en sammensætning med sidestillede led og derfor har bindestreg. I sådanne tilfælde hvor enten første- eller sidsteleddet indeholder en bindestreg, skal der også være en bindestreg mellem første- og sidsteleddet. Det vil sige at når hjerte-kar indgår i en sammensætning, er der yderligere en bindestreg i denne, som fx i hjerte-kar-afdeling.
På samme måde gælder det fx at en tumor der består af a-celler, er en a-celle-tumor. Førsteleddet (a-celle) er nemlig i sig selv en sammensætning der indeholder en bindestreg, og derfor skal der også en bindestreg mellem første- og andetleddet, dvs. a-celle og tumor.
I stedet for fælles orddel (§ 57.2)
Der skal også bruges bindestreg når to eller flere sammensatte ord har en fælles del som kun bliver nævnt en gang. I stedet for det noget omstændelige alfarytme, betarytme og deltarytme kan man altså vælge at skrive alfa-, beta- og deltarytme, hvor bindestregen efter alfa og beta markerer at en del af sammensætningen først nævnes senere. Denne regel om bindestreg gælder naturligvis også hvis sammensætningen i forvejen indeholder en bindestreg.
I stedet for at skrive a-rytme, ß-rytme- og d-rytme kan man nøjes med at nævne den fælles orddel rytme en enkelt gang ved at skrive a-, ß- og d-rytme.
Fordomme om bindestreger
Det er vores erfaring at mange sprogbrugere tror at der gælder andre regler for brugen af bindestreger i sammensætninger end der faktisk gør. I det følgende berører vi kort de to hyppigste misforståelser.
Fordom et - bindestreg ved led af udenlandsk oprindelse og ved navne
Den første fordom går ud på at der skal være en bindestreg når det ene eller begge led i en sammensætning er af udenlandsk oprindelse, fx engelsk, eller når førsteleddet er et navn. Der er imidlertid tale om en misforståelse, for der gælder helt de samme regler for disse sammensætninger som for andre sammensætninger. Således skrives sammensætninger med fx det engelske flow uden bindestreg, altså flowmeter og flowcytometri. Ligeledes skrives sammensætninger med navne uden bindestreg som i fx dopplereffekt, donnanligevægt og røntgenstråler.
Fordom to - bindestreg når sammensætningen er meget lang
Den anden fordom går ud på at der skal indsættes en bindestreg når det sammensatte ord bliver meget langt. Det er imidlertid en misforståelse at ord over en bestemt længde, fx poteinasehæmmerkompleks, skal have indsat en eller flere bindestreger. Reglen er derimod at sammensætninger med usædvanlige eller svært læselige ord- og bogstavsammenstød kan skrives med bindestreg for tydelighedens skyld (Retskrivningsordbogen, § 57.8).
Det er altså aldrig obligatorisk med en bindestreg, men det kan være en god ide hvis sammensætningen indeholder ord- eller bogstavsammenstød der er usædvanlige, eller som man forventer at læseren af teksten vil have svært ved at overskue hvis der ikke er indsat en eller flere bindestreger.
Fx gælder det for nettoudskillelse, placeboeffekt og doorbellfænomen at bogstavkombinationerne ou, oe og llf er ualmindelige på dansk, og det er derfor rimeligt at skrive netto-udskillelse, placebo-effekt og doorbell-fænomen.