Kliniske forsøg under amerikansk lovgivning
Brugen af FDA's 1572-formular til kliniske forsøg i Europa
Skal investigatorer underskrive FDA's 1572-formular, og er det i overensstemmelse med EU-lovgivningen at udføre et klinisk forsøg i Europa i henhold til de amerikanske love for nye forsøgslægemidler (Investigational New Drug (IND))?
Nej, en investigator i Danmark kan ikke efterkomme kravene i 1572-formularen. Et klinisk forsøg, der udføres på et forsøgssted i EU eller i EØS-området, kan ikke gennemføres under et andet lands lovgivning. Forsøget skal gennemføres i henhold til den nationale lovgivning, der er fastlagt i direktiverne 2001/20/EF, 2001/83/EF og 2005/28/EF (og Forordning (EU) Nr. 536/2014, når den træder i kraft).
Kliniske forsøg, der indsendes til de amerikanske lægemiddelmyndigheder (FDA) i forbindelse med ansøgning om markedsføringsgodkendelse, skal overholde IND-lovgivningen for nye forsøgslægemidler, som fremgår af de amerikanske love under Title 21 Code of Federal Regulations (CFR) Part 312. Disse love kan overholdes, hvis forsøg:
- udføres i henhold til en IND-ansøgning
- udføres uden om en IND-ansøgning (“udenlandske kliniske forsøg, som ikke er underlagt IND”) eller
- hvis forsøg udføres som en kombination af forsøgssteder inden for USA, som er underlagt IND, og forsøgssteder uden for USA, som ikke hører under IND-ansøgningen (ikke underlagt IND), alt efter hvad der er mest hensigtsmæssigt.
Hvis sponsor vælger at indsende en enkelt protokol til IND-ansøgningen og udføre forsøget på alle forsøgssteder i henhold til IND, skal sponsor og alle investigatorer overholde alle kravene i IND-lovgivningen.
- Det er dog muligt at søge om dispensation hos FDA fra den videnskabsetiske komités krav til specifikke forskningsaktiviteter eller til typer af forskningsaktiviteter, der er omfattet af reglerne for de videnskabsetiske komitéer (21 CFR 56.105), når investigator ved, at han/hun ikke kan opfylde alle kravene i FDA’s 1572-formular. Inden forsøget igangsættes, skal sponsor sende anmodningen om dispensation til den IND-ansøgning, hvorunder forsøget skal udføres. Hvis der bliver givet dispensation, skal sponsor bede investigatorerne om at arkivere en kopi af dispensationen som en vedhæftning til den underskrevne 1572-formular. Hvis dispensationen ikke angiver, hvad der gives dispensation fra, skal en kopi af ansøgningen om dispensation vedhæftes.
- Hvis nationale love eller regler forbyder underskrivelse af FDA’s 1572-formular, forventer FDA, at forsøgsstederne optræder som steder, der ikke falder under IND, og at forsøget dermed ikke udføres som et IND-forsøg.
Hvis sponsor vælger at udføre et klinisk forsøg uden om en IND-ansøgning og uden for USA, skal forsøget udføres i overensstemmelse med reglerne i 21 CFR 312.120 – Foreign clinical studies not conducted under an IND. Disse krav opfyldes, hvis et klinisk forsøg udføres i overensstemmelse med internationale standarder for etik og datakvalitet, som er fastlagt i direktiverne 2001/20/EF, 2001/83/EF og 2005/28/EF (og Forordning (EU) Nr. 536/2014, når den træder i kraft). FDA’s 1572-formular skal ikke bruges. Læs mere
Hvis sponsor vælger at udføre et multinationalt klinisk forsøg, hvor alle eller nogle forsøgssteder ligger uden for USA, kan sponsor vælge, at forsøgssteder uden for USA ikke skal være en del af IND-ansøgningen.
- Sponsor kan indsende én forsøgsprotokol til FDA og tydeligt definere og angive de forsøgssteder, der falder ind under IND, og hvilke der ikke gør. Investigatorerne på de forsøgssteder, der ikke falder ind under IND, skal ikke underskrive FDA’s 1572-formular. Sponsor skal dog sikre, at forsøget på de forsøgssteder, der ikke falder ind under IND, overholder reglerne i 21 CFR 312.120, “Foreign clinical studies not conducted under an IND”, hvilket kræver, at forsøget udføres i overensstemmelse med god klinisk praksis (GCP), og at FDA kan validere forsøgsdata under en inspektion på forsøgssteder, hvis FDA vurderer, at det er nødvendigt.
- Sponsor kan indsende én forsøgsprotokol for forsøgssteder, der er omfattet af IND (forsøgssteder i USA og visse steder uden for USA), og en separat forsøgsprotokol for forsøgssteder uden for USA, der ikke er omfattet af IND. FDA’s 1572-formular gælder ikke for forsøgssteder, der ikke er omfattet af IND. Hvis det er hensigten at samle data fra forsøgssteder i USA med data fra forsøgssteder uden for USA i forbindelse med ansøgning om markedsføringsgodkendelse, vil forsøgsprotokollerne almindeligvis være nogenlunde ens eller identiske. Protokoller for forsøgssteder uden for USA, der ikke er omfattet af IND, skal ikke indsendes til IND-ansøgningen. FDA anbefaler dog, at sponsor diskuterer planerne om at samle data fra de forskellige sites med den relevante undersøgelseskomité hos FDA, inden forsøget igangsættes.