Faser i kliniske forsøg

Inden kliniske forsøg i mennesker

Fra ideen til ny medicin opstår til det kan testes i mennesker, ligger der flere års arbejde i laboratoriet forud.

Det første trin i lægemiddeludviklingen er at bevise virkningsmekanismen i et laboratorieforsøg, et såkaldt in vitro forsøg, som betyder ”i glas”. Denne fase kan tage flere år. Ved overbevisende resultater går skridtet videre til in vivo forsøg, hvor medicinen testes i forsøgsdyr. De forsøg skal godkendes af en Dyreetisk Komite i det pågældende land.  De kaldes non-kliniske forsøg eller prækliniske forsøg og er en vurdering af medicinens sikkerhed, effekt og virkningsmekanisme (hvilke celler og/eller processer medicinen påvirker i kroppen), samt en vurdering af de farmakokinetiske egenskaber i dyr. Farmakokinetiske egenskaber er blandt andet optagelse, fordeling, omsætning og udskillelse. Denne fase er både meget dyr og tidskrævende og kan tage flere år. Mange forsøg stoppes under dette udviklingstrin, fordi resultaterne viser manglende virkning eller uacceptable bivirkninger.

Hvis man har kunnet påvise en tilstrækkelig virkning, og der ikke er set uacceptable bivirkninger i de dyrearter, medicinen er testet i, kan man gå videre til næste udviklingstrin, som er test af medicinen i mennesker.

Kliniske forsøg i mennesker

Et sådant forsøg skal godkendes af myndighederne i det land, hvor forsøget skal udføres, og ansvaret for indhentning af denne godkendelse påhviler det firma eller den forskningsgruppe, der udfører forsøget (i lovgivningen kaldet ”sponsor”). I Danmark skal Lægemiddelstyrelsen, Videnskabsetisk komite og Datatilsynet godkende forsøg med medicin i mennesker.

Ansøgeren skal først have en tilladelse til at fremstille medicinen. Tilladelse gives på baggrund af en inspektion fra myndighederne, hvor det undersøges, om virksomheden lever op til god praksis for fremstillingsprocedure. På engelsk kaldes det Good Manufacturing procedures og forkortes GMP. Her kan du finde en beskrivelse af Lægemiddelstyrelsens kontrol og inspektionsopgaver.

Før medicinen testes for første gang i mennesker (kaldet et ”first in human”-studie (FIH)), vurderer Lægemiddelstyrelsen de resultater, der er indsamlet ved laboratorieforsøg og non-kliniske forsøg. Lægemiddelstyrelsens læger, toksikologer og farmaceuter/biologer ser på virkning, sikkerhed og fremstillingen af medicinen. Hvis dokumentationen ikke vurderes tilstrækkelig, vil Lægemiddelstyrelsen kræve yderligere undersøgelser for at afdække alle risici. Forsøget kan ikke gennemføres, før resultaterne af undersøgelserne er godkendt af Lægemiddelstyrelsen.

FIH-studier kan udføres med frivillige raske forsøgspersoner, men de kan også foregå i særlige patientgrupper. Medicin med et væsentligt bivirkningspotentiale, fx cytostatika der bruges til behandling af kræft, som er en decideret cellegift, undersøges som regel i patienter, der kan drage fordel af medicinens potentielle effekt på deres kræftsygdom.

Første fase af kliniske studier (fase I) kan være et FIH, men også et forsøg, hvor velkendt medicin testes på en ny sygdom/indikation eller patientgruppe. Det kunne for eksempel være hos børn. Forsøg i fase I indebærer typisk en vurdering af et eller flere af følgende aspekter om forsøgsmedicinen: Indledende vurdering af sikkerhed og tolerance, farmakokinetiske egenskaber (optagelse, fordeling, omsætning og udskillelse), farmakodynamik (medicinens virkningsmåde i kroppen) og indledende måling af medicinens effekt.

I fase I testes medicinen ofte kun i få personer (ca. 10 personer). Hvis medicinens virkningsmekanisme er ny og potentielt særlig kraftig, testes medicinen på én forsøgsperson ad gangen for at mindske risikoen for, at flere forsøgsdeltagere udsættes for eventuelle ubehagelige bivirkninger.       

Ved positive resultater af fase I forsøg kan der fortsættes til fase II kliniske forsøg. I fase II testes medicinen på et større antal personer med den sygdom, som medicinen skal virke overfor (ca. 100 personer). Her undersøges medicinen i patienter frem for raske, da hovedformålet er at undersøge den terapeutiske effekt af medicinen. I fase II undersøges også medicinens sikkerhed, og hvilken dosis der er effektiv. 

Næste fase er fase III, hvor medicinen testes i en stor gruppe patienter under mere dagligdagsforhold for at bekræfte effekten af medicinen. I denne store gruppe får man et mere detaljeret billede af virkningen og de mulige bivirkninger ved medicinen. Et fase III studie varer typisk flere år og inkluderer op til flere tusinde personer.

Fase IV begynder efter, at medicinen er blevet godkendt til markedsføring. Studier af medicinens terapeutiske anvendelse går bredere end den tidligere påvisning af medicinens sikkerhed, effekt og bestemmelse af dosis. Disse forsøg har ofte en vigtig betydning for at optimere anvendelsen af medicinen og opdage mulige bivirkninger, der fx kan opstå hos patienter, som er i behandling med flere typer medicin.

Læs mere her: ICH E8 General considerations for clinical studies - Scientific guideline | European Medicines Agency (europa.eu)