Jordemødres anmeldelse og ansøgning om tilladelse til at være knyttet til virksomheder
Her kan du læse om den anmeldelses- og ansøgningspligt, som jordemoder i Danmark har, når de ønsker at drive eller være knyttet til en lægemiddelvirksomhed.
Her er 8 vigtige ting, du skal vide om tilknytning:
1. Nogle former for tilknytning skal kun anmeldes til Lægemiddelstyrelsen
Det er ikke alle tilknytninger, der kræver en tilladelse fra Lægemiddelstyrelsen. I følgende tilfælde er det nok at anmelde din tilknytning til Lægemiddelstyrelsen, inden du begynder:
-
faglig information (faglige bidrag til presseomtale og spørgeskemaundersøgelser).
-
forskning (deltagelse i kliniske forsøg, test og afprøvninger af medicinsk udstyr samt non-interventionsforsøg). Som jordemoder skal du kun anmelde forskning, hvis du har det overordnede ansvar for gennemførelse af et projekt (er primær investigator eller har tilsvarende ansvar), eller du modtager honorar.
-
undervisning
-
foredrag
-
ejerskab (for eksempel aktier) op til 200.000 DKK på erhvervelsestidspunktet i hver enkelt lægemiddelvirksomhed
Regler for tilknytning ved deltagelse i paneldebatter
En anmeldelse af en tilknytning bliver som udgangspunkt ikke vurderet af Lægemiddelstyrelsen. Den information, som du indsender, bliver offentliggjort præcis sådan, som du skriver det i anmeldelsen. Oplysninger om tilknytningen bliver offentliggjort kort tid efter indsendelse af anmeldelsen.
2. Alle andre tilknytninger kræver Lægemiddelstyrelsens tilladelse
De tilknytninger, der ikke er en del af anmeldelsesordningen, kræver en forudgående tilladelse fra Lægemiddelstyrelsen. Sagsbehandlingstiden er normalt 1-2 uger, hvis de oplysninger, der er angivet i ansøgningen, er fyldestgørende.
Faglige opgaver
Vil du varetage faglige opgaver som for eksempel deltagelse i advisory board (ekspertgruppe), som konsulent eller skrive artikler eller andet materiale for virksomheden, skal du have Lægemiddelstyrelsen tilladelse hertil. Det kan også dreje sig om tillidsposter i en virksomhed.
Ejerskab over 200.000 DKK i en virksomhed
Ønsker du at eje værdipapirer eller have andet ejerskab til en værdi over 200.000 DKK på erhvervelsestidspunktet i en lægemiddelvirksomhed, skal du også have Lægemiddelstyrelsens tilladelse hertil.
3. Anmeld eller ansøg om tilladelse før tilknytningen starter
Inden din tilknytning starter skal du anmelde eller ansøge om tilladelse til en tilknytning. Du bruger denne blanket til alle typer tilknytning:
Blanket
Anmeld eller ansøg om tilladelse til tilknytning (blanket)
Skal du i stedet anmelde økonomisk støtte til deltagelse i fagrelevant aktivitet i udlandet eller internationale fagrelevante kongresser og konferencer i Danmark, skal du bruge denne blanket: Anmeld økonomisk støtte fra virksomhed (blanket)
Deltagelse i virtuelle konferencer skal ikke anmeldes.
Vejledning
I vejledningen står der mere om anmeldelses- og ansøgningspligten, hvad en tilknytning er, hvilke virksomheder der er omfattet af reglerne og deres informations- og indberetningspligt, samt hvordan Lægemiddelstyrelsens praksis er i forhold til anmeldelser og tilladelser:
Link til vejledning om jordemødres tilknytning til lægemiddelvirksomheder. (Vejledningen for behandlerfarmaceuter er identisk med reglerne for jordemødre. Vejledningen for jordemødre er under udarbejdelse.)
4. Overtrædelse af reglerne
Overtrædelse af anmeldelses- eller tilladelsesordningen kan medføre en bøde. Det følger af sundhedslovens § 272 og § 20 i bekendtgørelse om sundhedspersoners tilknytning til lægemiddelvirksomheder, medicovirksomheder og specialforretninger med medicinsk udstyr.
Det er altid en konkret vurdering om en overtrædelse skal sendes til politiet med indstilling til bødestraf. I den konkrete vurdering vil indgå en række skøn. For eksempel kan antallet af overtrædelser blive taget i betragtning, ligesom det vil indgå i vurderingen, om der er formildende omstændigheder, eksempelvis hvis virksomheden ikke har overholdt sin informationspligt over for sundhedspersonen.
5. Offentliggørelse af oplysninger
Vi offentliggør alle anmeldte og tilladte tilknytninger. Oplysningerne slettes 2 år efter tilknytningen er ophørt.
Lægemiddelstyrelsen offentliggør blandt andet jordemødres honorar fra en virksomhed. Har en jordemoder flere tilknytninger til samme virksomhed, er det det samlede honorar fra virksomheden per kalenderår, der publiceres.
6. Søg i liste over jordemødre med tilknytning til virksomheder
Lægemiddelstyrelsen offentliggør oplysninger om jordemødres tilknytning:
7. Meld ændringer
Du skal oplyse Lægemiddelstyrelsen om ændringer i anmeldte eller tilladte tilknytningsforhold.
Meld ændringer om samarbejde med virksomhed (blanket)
8. Søg i lister over omfattede virksomheder
Ved at søge i denne liste over lægemiddelvirksomheder, kan du finde ud af, om en virksomhed er omfattet af tilknytningsreglerne.
Listen indeholder de virksomheder, der har tilladelse efter lægemiddellovens § 7, stk. 1 (markedsføringstilladelse), tilladelse efter § 39, stk. 1 (virksomhedstilladelse) eller er repræsentant i Danmark for en udenlands virksomhed med en sådan tilladelse. Offentlige sygehuse og Regionernes lægemiddelorganisation AMGROS fremgår af listen, selv om de ikke er omfattet.
Lægemiddelstyrelsen tager forbehold for, at der kan være virksomheder, der er omfattet af tilknytningsreglerne, som ikke fremgår af listen.
Åbenhed om alle tilknytninger
Anmeldelses- og tilladelsesordningen skal understøtte apotekernes generelle habilitet. Reglerne skal understøtte, at jordemødre ikke påvirkes af økonomiske eller andre industriinteresser i deres udleveringspraksis eller rådgivning, og har til formål at sikre borgernes tillid til sundhedsvæsenet.
Lovgivning
Sundhedslovens kapitel 61 a: Industrisamarbejde danner den lovmæssige ramme om jordemødres tilknytning til lægemiddel- og medicovirksomheder.
De nærmere regler om tilknytning fremgår af bekendtgørelse nr. 879 af 28. juni 2024 om sundhedspersonernes tilknytning til lægemiddelvirksomheder, medicovirksomheder og specialforretninger med medicinsk udstyr.