
Forsyning af medicin
Danmark har generelt en høj forsyningssikkerhed, når det handler om medicin. Borgerne kan som regel få den medicin på apoteket, som de har fået ordineret. Nogle gange kan der dog opstå vanskeligheder med forsyningen af medicinen af forskellige grunde, men det indebærer som oftest ikke, at borgerne går forgæves på apoteket.
ForsyningGenerelt om forsyning af medicin
Hvis du har fået ordineret medicin af en læge, så vil du i langt de fleste tilfælde opleve, at du kan få din medicin på apoteket.
Desværre kan der opstå en situation, hvor det apotek, du sædvanligvis benytter, er udgået for den medicin, du skal bruge. Sker det, så vil apoteket ofte kunne tilbyde dig medicinen i en anden pakningsstørrelse eller en anden type medicin med den samme effekt.
En anden mulighed er, at du kan finde medicinen på et andet apotek – fx via apotekernes app. Desuden er det muligt at købe receptpligtig medicin hos apotekerne online. Endelig har du også altid mulighed for at konsultere din læge for at få vejledning.
Gennem de seneste år har Lægemiddelstyrelsen modtaget gradvis flere meldinger om forsyningsproblemer fra medicinproducenterne. Disse problemer kan stå på i kortere eller længere tid og betyder ikke nødvendigvis, at du ikke kan få den medicin, du har brug for. Ofte vil apoteket kunne udlevere et alternativt produkt med den samme effekt.
Generelt er det ikke usædvanligt, at en medicinproducent i en periode har problemer med at levere en eller flere typer medicin i en mængde, der matcher efterspørgslen. Det kan der være en lang række årsager til – nogle er generelle og nogle er specifikke for den givne medicin. Det kan fx skyldes kvalitetsproblemer i produktionen, en uventet høj efterspørgsel, mangel på råvarer eller logistiske vanskeligheder.
I boksen herunder finder du links, der bringer dig videre til mere information om årsagerne til, at mangel på medicin kan opstå, samt til information om, hvad Lægemiddelstyrelsen gør for at forebygge, at disse mangelsituationer opstår.
Hvorfor opstår der forsyningsvanskeligheder på medicin?
Der kan være mange årsager til, at et lægemiddel i en periode ikke kan leveres til hospitalerne eller apotekerne. Medicin produceres i forskellige lande, og en mangelsituation kan eksempelvis skyldes:
- mangel på råvarer, som anvendes i medicinen
- en brist i kvaliteten i produktionen
- produktionssvigt hos en leverandør
- at medicinen er i restordre hos distributøren
- at medicinen er udsolgt på apoteket
- at efterspørgslen efter medicinen er højere, end lægemiddelvirksomheden havde forventet
at lægemiddelvirksomheden ikke vurderer, at det kan betale sig fortsat at markedsføre medicinen
Internationalt samarbejde om forsyningssikkerhed
Lægemiddelstyrelsen samarbejder internationalt med lægemiddelmyndigheder i både Norden, EU og resten af verden om at forebygge og minimere mangel på medicin. Målet med samarbejdet er at begrænse konsekvenserne af mulige forsyningsvanskeligheder. Det gør vi bl.a. ved at:
- samarbejde med lægemiddelvirksomheder for at løse problemer med produktion og distribution af medicin
- udveksle information med internationale samarbejdspartnere om alternative forsyningskilder
- udvikle strategier og planer til at forebygge problemer i forsyningskæden, for eksempel ved at udarbejde vejledninger til virksomheder om rapportering af mangler
forbedre udvekslingen af information, erfaringer og arbejdsgange blandt EU's lægemiddelmyndigheder
Ovenfor: Forsyningskæden for medicin fra fremstilling til patienterne
Links til mere information om forsyning af medicin
Link til overblik over forsyningsvanskeligheder for medicin
Link til Lægemiddelstyrelsens liste over kritiske lægemidler
Du kan også læse om det Nationale Råd for forsyningssikkerhed af lægemidler: