Dokumentation for udførelse og kontrol af receptekspedition

25. juni 2026

Det er afgørende for patientsikkerheden og det juridiske ansvar for ekspeditionen, at det i mindst tre måneder efter ekspedition af en recept er muligt tydeligt at identificere, hvilken medarbejder der har medvirket i ekspeditionen og udført de tilhørende kontroller, jf. § 61, stk. 1-3 i bekendtgørelse nr. 827 af 24. juni 2024 om recepter og dosisdispensering af lægemidler.

Som en del af instruktionen for arbejdsgange i forbindelse med receptekspedition forventer Lægemiddelstyrelsen, at apoteket beskriver, hvordan korrekt log in og log ud af apotekssystemet sikres i praksis, således at det altid er den medarbejder, der anvender apotekssystemet, som er logget ind. Dette kan f.eks. understøttes ved at systemet automatisk logger medarbejderen ud, efter passende kort tids inaktivitet.

Hvis en medarbejder ekspederer recepter og/eller kontrollerer ekspeditioner i en anden medarbejders log in, er dokumentationen ikke retvisende. Dette medfører også, at der videresendes ukorrekt data til andre IT-systemer.

Overholdelse af ovenstående regler indgår som en del af Lægemiddelstyrelsens stikprøver ved inspektioner af apotekerne.